april 16, 2015

Nye digitale værktøjer skaber værdi for kunderne

Den danske ventilationsproducent Lindab har udviklet tre innovative online tools, der gør arbejdet nemmere for kunderne. De nye digitale værktøjer sikrer, at kunderne via smartphone, tablet eller computer altid har let adgang til relevante informationer og services, uanset hvor de befinder sig.

”Som udgangspunkt arbejder vi hele tiden på at forenkle kundens byggeri. Derfor har vi udviklet de nye online tools, som primært henvender sig til ventilationsentreprenører og rådgivende ingeniører, når de projekterer og dimensionerer,” forklarer Puk Spencer, salgsdirektør i Lindab.
 
Nyskabelsen fra Lindab er værktøjer, som giver hurtige svar og dermed letter arbejdsgangen for brugerne. Det betyder også, at de kan arbejde mere effektivt.
 
”De nye online tools er endnu et skridt på vejen i vores bestræbelser på at gøre det enklere og lettere for vores kunder at handle interaktivt med Lindab,” siger Puk Spencer.
 
De tre nye digitale værktøjer hedder henholdsvis Vent Tools, Smart Search og LindQST.
 
Vent Tools er en app, som giver kunden mobiladgang til flere af Lindabs praktiske beregningsværktøjer – blandt andet kanaldimensionering, tryktab, forskydning, isoleringsforbrug, taghældning og kapacitet, mens Smart Search er et værktøj enten på PC-skrivebordet eller som app til at søge og finde dokumentation, billeder, priser med mere på ventilationsprodukter.
 
Lindab Quick Selection Tool (LindQST) gør det hurtigt og enkelt at finde de luft- og vandbårne Lindab-produkter, som kunden skal bruge i sin projektering. Kunden har nem online adgang til den seneste dokumentation, monteringsanvisninger og produktbilleder.
 
”Populært sagt er al den information, som kunden har brug for, kun ét klik væk,” siger Puk Spencer.
 
Partner og direktør Morten Villingshøj og hans medarbejdere i Villingshøj & Messerschmidt Klimateknik i København, der er specialister i køling og ventilation, bruger dagligt LindQST.
 
”Det er et supereffektivt projekteringsværktøj, som sparer os for enormt meget tid. Alle de oplysninger om for eksempel armaturer og kølebafler, som vi før skulle bladre rundt i kataloger for at få adgang til, kan vi nu finde på ét sted. Samtidig dimensionerer Lindab for os, hvis vi ønsker det,” siger Morten Villingshøj. 
 
Læs mere på Lindab.dk/onlinetools.
 
Yderligere oplysninger:
Salgsdirektør Puk Spencer, Lindab A/S. Mobil +45 40 17 22 50
Direktør Morten Villingshøj, Villingshøj & Messerschmidt Klimateknik.  Mobil +45 24 22 45 99