marts 22, 2013

Lindab Ventilation styrker positionen i hovedstadsområdet

I Skovlunde har ventilationsleverandøren Lindab Ventilation netop udvidet med væsentlig flere kvadratmeter og nyrenoverede lokaler. Samtidig er virksomhedens produktion af rektangulære systemer flyttet fra Farum til Skovlunde, så produktion, lager og butik er samlet under ét tag centralt placeret for kunderne i hovedstadsområdet.

Med flere kvadratmeter og nyrenoverede lokaler i Skovlunde har Lindab Ventilation styrket sin tilstedeværelse over for kunderne i hovedstadsområdet. De ekstra kvadratmeter har givet plads til et større butiksområde. Samtidig er produktionen af rektangulære kanalsystemer flyttet fra Farum til Skovlunde. På den måde har ventilationsleverandøren opnået en optimering, der også øger tilgængeligheden for kunderne.
 
”Der opstår nogle helt klare synergifordele ved, at vi nu har produktion, lager og butik samlet under ét tag. Det gør det enklere for vores kunder, der kan klare alle indkøb samme sted. Derudover giver flytningen af produktion og lager fra Farum til Skovlunde en langt mere central placering i forhold til vores kunder, der arbejder på byggepladser i hovedstadsområdet. Derfor har vi også en klar forventning om, at bedre tilgængelighed kan øge vores omsætning og markedsandel,” forklarer salgsdirektør i Lindab Ventilation, Puk Spencer.  
 
Øget omsætning via tilgængelighed      
Udvidelsen kommer kun få måneder efter, at Lindab Ventilation mere eller mindre havde truffet beslutning om at lukke afdelingen i Skovlunde. Den melding fik imidlertid flere kunder på barrikaderne, og de startede en underskriftsindsamling for at bevare afdelingen. Den markante opbakning til Skovlunde-afdelingen fik Lindab Ventilation til at tage en dialog med kunderne.
 
”Hvis vi ville gøre alvor af vores værdier og imødekomme vores kunders behov, så kunne vi ikke bare lade protesterne passere. Derfor tog vi rundt og besøgte flere kunder for at lytte til deres gode argumenter. Det fik os til at genoverveje vores beslutning og se på, hvilke alternativer vi havde for at optimere og tilgodese både kundernes og vores egen forretning,” fortæller Puk Spencer. 
 
Nyt navn skaber sammenhæng
De udvidede og nyrenoverede lokaler i Skovlunde blev officielt taget i brug den 20. marts, hvor afdelingen som den første afdeling i landet ændrede navn til Lindab Pro Shop. Det nye navn vil i nærmeste fremtid også blive introduceret i Lindab Ventilations øvrige butiks- og serviceafdelinger i Danmark.
 
”Det nye navn medfører ikke mærkbare ændringer for vores kunder, der fortsat vil opleve samme service og kompetente rådgivning i vores afdelinger. Men med Lindab Pro Shop får vi skabt sammenhæng med vores øvrige salgskanaler som Flexi Shop, Web Shop og vores nye Mobil Shop, der samlet set og hver for sig skal sikre kunderne frihed til at handle, hvor og hvornår de har lyst,” siger Puk Spencer.    
 
Lindab Ventilation udvider sin afdeling i Skovlunde, så den nu også rummer lager og produktion af virksomhedens rektangulære kanalsystemer, som tidligere var placeret i Farum.
                     
Afdelingen i Skovlunde skal styrke tilgængeligheden for Lindab Ventilations kunder ved at samle flere løsninger under ét tag. 

Yderligere oplysninger

Puk Spencer,
salgsdirektør, Lindab Ventilation, tlf. 73 23 23 23.
 
Fakta om Lindab Pro Shop i Skovlunde:
·         Lindab Ventilations afdeling i Skovlunde er udvidet med flere kvadratmeter, så den nu ud over butiksområde også omfatter produktion og lager for virksomhedens rektangulære kanalsystemer.
·         I forbindelse med udvidelsen skifter afdelingen som den første af Lindab Ventilations afdelinger i Danmark navn til Lindab Pro Shop.
·         De udvidede og nyrenoverede lokaler blev officielt indviet ved en reception onsdag den 20. marts 2013.
 
Fakta om Lindab Ventilation A/S:
  • Lindab er en international koncern, som udvikler, fremstiller og markedsfører produkter i tyndpladestål og systemløsninger inden for forretningsområderne Ventilation og Profil.
  • Forretningsområdet Ventilation leverer komponenter og systemløsninger til ventilationsbranchen og tilbyder komplette indeklimaløsninger.
  • Lindab Ventilation er markedsleder i Danmark inden for ventilationskomponenter.
  • I Danmark er Lindab Ventilation A/S medlem af Dansk Ventilation.